Skjern Kristne Friskole gennem de første 25 år

Men trods alle økonomiske, praktiske og ikke mindst åndelige betænkeligheder var man klar over, at dette skulle forsøges. Man skulle fremad. Det var et kald, selv om det krævede stor offervilje og hårdt arbejde. Og denne kaldsbevidsthed forplantede sig videre, også til de ansatte. Det er ikke anderledes i dag.

Det gav i øvrigt selvværdsfølelsen et hak opad, at den bygningsmæssige standard i begyndelsen, set med andre friskoleøjne, var intet mindre end misundelsesværdig. Der hørte ikke til sjældenhederne, at friskoler begyndte deres virksomhed i loftsrum, kældre, missionshuse eller i en dagligstue rundt om spisebordet. Faktisk var det umuligt at opdrive friskolefolk, der kunne ynkes over forholdene i Lyager, hvor man endog havde rigtige klasseværelser. Det stivede lidt af.

Til overflod var der oven i købet en gymnastiksal. Stor var den ikke, men alligevel. Når forældrene havde slået deres medbragte haveborde og klapstole ud, var der mere end fyldt. Første gang de ansatte blev officielt præsenteret (vi var fire) var i påsken 1974. Vi blev nysgerrigt taget i øjesyn, og formanden undskyldte pænt, at skolelederen var københavner. Han havde vist bare fortalt, at han kom fra Bornholm. Der var jo også i udkanten af kongeriget, så det var nok ikke så galt. Men der var da noget helt forkert med sproget, det var let at konstatere. Så for mange blev der nok et emne mere i aftenbønnen.

Her i den lille sal skulle der blive holdt mange møder de næste par år. Lidt møbler blev det da også til, foruden det gamle stueorgel, som var det eneste overleverede stykke inventar fra den gamle skole. Det havde tabt pusten og spillede kun, når der blev sat en støvsuger til. Så organisten havde sin Nilfisk med, og den kunne spille lige så kraftigt som orglet, om end kun med en tone. Særlig overfyldt var der på den først skoledag i august, hvor alle børn, 49 i alt, med forældre, bedsteforældre og særligt indbudte var klemt ind ad døren. Og der sad store, stovte mænd og viskede vand væk af øjenkrogen, da støvsugeren og orglet satte an til skolens første morgensang. – I sin tale ville borgmesteren da gerne ønske til lykke, om end han havde håbet, det hele ikke var blevet til noget, og han maksimalt ville give skolen ti år at eksistere i. Men det var der ingen, der hørte efter.

Men ét bestemt forhold blev næsten alene udslaggivende. Det var transporten. Den daglige skolekørsel. Skolens bestyrelse havde i samarbejde med vognmanden udarbejdet en fornuftig rutekørsel, der om morgenen hentede børnene i byen og i landsognene, gav dem en formidabel sightseeing i kommunen og afleverede dem i tilbørlig stand på skolen. Hjemrejsen gik den modsatte vej ad samme rundtur. Alle var tilfredse Og da den første måned var gået, sendte skolens kasserer vognmandsregningen til kommunen, der ifølge cirkulærerne burde betale denne kørsel. Bestyrelsen regnede ganske enkelt med, at cirkulærer stod da til troende.

Men kommunen afviste allerede den første regning med bemærkningen om, at selv om man normalt  læser cirkulære-udtrykket ‘bør’ som lig med ‘skal’, så skal det bare forstås moralsk. Det betyder ikke juridisk, at kommunen ‘skal’. Altså kunne kommunen ikke anklages for at tilbageholde tilskud til friskolens skolekørsel, selv om de ikke handlede efter cirkulærernes ånd og hensigt. Man kan roligt sige, at her fik bestyrelsen sit første og hidtil største chok i mødet med cirkulærernes og lovbekendtgørelsernes krinkelkroge. Men endnu engang manifesterede sammenholdet sig. Mange uoverensstemmelser havde der godt nok været i det indledende arbejde forud for den store første skoledag i august 74. Men der var blevet samlet mange penge ind til opfriskning af den forfaldne skole, og der var brugt utallige arbejdstimer til rengøring, maling og reparationer.

Nu mobiliserede bestyrelsen igen, og forældre, havemøbler, klapstole og Nilfisk stillede til møde i salen. Skulle det virkelig være sådan, at offentlig, men alligevel kun lokal uvilje skulle kvæle en grundlovssikret rettighed? Skulle det være muligt at nedlægge en skole, der lige var kommet i gang med en enestående forældreopbakning?

Bestyrelsen var langt nede. Hvordan det lykkedes at indsamle 60.000 kr. (i 1974-værdi) til skolekørsel for bare et skoleår i en lille forældrekreds, der allerede havde lidt store økonomiske ofre, er en bestandig gåde. Men det lykkedes. Sammenholdet stod sin prøve.

Da det andet skoleår begyndte i august 75, var adressen stadig Lyager. Men det var klart, at den dyre vognmandskørsel kunne man ikke fortsætte med. Her trådte skolens forældreråd til og løste deres første store, næsten uoverkommelige opgave, godt ledet af en utrættelig forældrerådsformand. Alle hjem, der kunne disponere over en bil, blev involveret. Og var det ikke en luftbro, var det dog tæt på at minde om nødforsyningerne til Vestberlin efter Jerntæppet gik ned.

Forsyningerne var skolebørn til Lyager. Skolen havde stadig en del landmænd og hjemmearbejdende husmødre, der stillede sig til rådighed. Ruten og opsamlingspunkterne var de samme som første skoleår, men transporten foregik i en broget mængde privatbiler. Kilometerbetaling var der vist ikke tale om, hverken efter statens eller andre takster.

Udefra kommende tryk løser sommetider indre problemer. Kørselsproblemerne gjorde det klart, at den nye skole måtte ligge i Skjern. Når eleverne kunne komme i skole med ordinære rutebiler, skulle kommunen refundere billetterne. Som for alle andre skoleelever. Først og fremmest derfor blev den nuværende adresse Fasanvej i Skjern. Det har vist ingen fortrudt.

Det hører med til historien, at efter de første års kølige attitude ændredes kommunens holdning til friskolen. Om ikke ligefrem til kærlighed, så dog til respekt. Naturligvis var det ikke til skade for kommunen at have et varieret skoleudbud, og i mange tilfælde kunne friskolen også løse problemer med elever, der var kørt fast i en anden skole. Samarbejdsrelationerne til embedsmændene og ikke mindst til de kommunale skoler blev, som de bør være i et frit samfund, hvor friskolens forældre blot gør brug at mindretallets demokratiske rettigheder.

Omtalen at disse første års kørselsproblemer er fremhævet, fordi de var symptomariske. Som alle beretninger om byggeri også vil være det. For her var der tale om praktiske problemer, man kunne stå sammen om. Alligevel er bygninger, økonomi og transport kun ydre ting. Det væsentlige vil altid være skolens indhold, undervisning, pædagogik og hele hverdag. Det lever skolen med og af.

Bestyrelsen kunne selvfølgelig ikke klandres, fordi de var meget optaget af økonomi, budgetter, bygninger. Det var et kæmpearbejde og en simpel nødvendighed, og er det naturligvis stadig. Men det er ikke forkert at sige, at hele projektet viste sig end mere dristigt, fordi ingen af stifterne havde gjort sig særlig mange tanker om skolens indhold. Og slet ikke om pædagogiske ideer og hvilken pædagogik, man ønskede fremmet. Det var faktisk usædvanligt i den danske friskolehistorie, hvor skoler oftest opstod pga. pædagogiske spørgsmål

Men den slags problemstillinger kom først efterfølgende, hvor bestyrelsen måske havde forestillet sig, at nu var deres vigtigste arbejde gjort.

Skolen skulle være en kristen skole, med kristne lærere. Det fremgik af vedtægterne. Det ligesom lå i luften, at så blev man nok enige om resten. I almindelig samtale sagde man blot, at Skjern Kristne Friskole skulle være er sted, hvor ‘man lærte noget, og hvor man lærte at opføre sig ordentligt.’

Unægtelig en diffus karakteristik, som ingen kunne erklære sig uenig i. Alligevel – eller netop på grund af – den diffuse karakter, skulle det blive åbenbart, at forældre og bestyrelse havde ret så vage forestillinger om den skole, de oprettede.  Man var måske nok mere optaget af, hvad man fravalgte, end hvad man valgte. Det blev derfor skolelederen og lærerne i fællesskab, der fik ansvaret for at skabe skolens indholdsmæssige profil. Det måtte nødvendigvis give fornøjelige meningsudvekslinger af principiel art, også med bestyrelse og forældre. På den måde blev skolens forældre inddraget også i skolens indre liv og hverdag. Engagementet blev udvidet til også at omfatte det indholdsmæssige, som alt andet lige oven i købet er mere spændende og mere frugtbart.

Man havde vel ellers en tro på, at når man blot ansatte kristne lærere, så ville alle få den skole, de havde forestillet sig. Og den skole ville ligge meget tæt på den, forældrene selv havde gået i. Alle havde jo gået i skole, så det vidste man, hvad var. Men man driver ikke friskole ved at bygge et institut. Samarbejdet mellem skolen, hjemmet og hele baglandet er og bliver en livsnerve. Både omkring den enkelte elev, men også hvad angår de store linier. Måske havde ikke så få en lidt tåget forestilling om et Morten Korch-miljø fra 50erne. Og det første halve års tid kunne virkeligheden da også minde om idealet. Med søde og velvillige børn, for hvem det hele var nyt, og som havde forventninger og formaninger med hjemmefra. Skolens isolerede beliggenhed og mangel på materialer og bøger, der lagde en nybyggerstemning og en fælles pionerånd over dagligdagen. En haltende spritduplikator, købt brugt naturligvis, som eneste kopieringsmulighed. Vintermorgener, hvor oliefyret havde strejket og undervisningen gennemførtes iklædt disponibelt overtøj. Skolelederen som pedel med de største elever som fejemænd. Jo, i tilbageblikket blomstrer romantikken.

Men dagligdagen blev hverdag, også for elever og lærere. Og hverdagen medførte altså, at forældre og bestyrelse også gennem årene har måttet involvere sig ikke blot i praktiske, men også pædagogiske og principielle spørgsmål. – Hvilke krav skulle man stille til lærebøgerne. Hvad med bøgernes sprog. Hvordan udvælge bøger til biblioteket. Var det for resten ikke betænkeligt at opfordre børnene til at læse alt for meget. Hvorfor skulle man ikke bare have regning, men også matematik. Skulle man blive ved at holde fast i den gamle skråskrift. Var det ikke tidsspilde at have formning. Skulle musiktimerne være andet end sangundervisning. Hvilken underholdning skulle der være til skolefesterne. Skulle skolen have tv og video. Man skulle vel ikke opfordre børnene til at se fjernsyn.

Var det egentlig rigtigt at skolen at have børnehaveklasse. Skulle børnene ikke være hjemme så mange år som muligt? Og ville det ikke være forkert at udvide med en 9. klasse, når der nu var kristne efterskoler i nærheden?

Listen er langt fra udtømmende, og bølgerne kunne gå lidt højere end de flestes søsygegrænse. Men selv om diskussionerne gyngede, og jordforbindelsen var i fare, var den grundlæggende enighed altid til stede. Man måtte imidlertid lære at tolerere forskelligheder, og det er vist ikke så galt.

Debatterne bliver ved, så længe skolen er levende. Hertil bidrager en ukuelig og aldrig svækket lyst til at ville være med i alle beslutninger, som kendetegner friskolefolk og deres bagland. De fleste vil helst være med i de fleste bestemmelser, for man har jo tilvalgt friskolen, og den er ens egen og står hjertet nær. Denne medleven i selv mindre ting i skolens virke kan godt gøre hverdagen og beslutningsprocesserne vanskelige. Så hvis det af og til er nødvendigt at opkridte kompetenceområderne, er det ikke for at afvise ideer eller kritik. Men for nogenlunde at systematisere holdningerne, for at give dem god behandling. Forældrene er tæt på skolen, og de har ideale og økonomiske interesser. Det er ikke meningen, de skal holde deres opfattelser for dem selv. Og det er der så heller ikke mange, der gør.

En god skole er både et godt værested og et godt lærested. Man lærer ikke ordentligt, hvis man befinder sig dårligt. Men hvis man bare har det godt uden at lære, holder man ikke skole. Det har man det heller ikke godt med.

I 70’erne var tidsånden i samfundet meget socialt og kollektivt orienteret, med vægt på værestedet. I klasseværelser udspandtes morsomme samtaler om, hvad man havde lyst til at lære eller hvorfor ikke. “Da jeg gik i skole, bestemte læreren. Nu er jeg lærer, og så bestemmer eleverne. Jeg har altid været på den forkerte side af katederet”, udtalte en lettere træt lærer.

Nu skulle vor skole hverken være en terpeskole eller en eliteskole. Men selvfølgelig skulle eleverne lære. En erklæring om det modsatte er næppe nogensinde set. Og der var ikke vanskeligt at finde en profil i starten. Fagrækken var stort set som i folkeskolen. Forældre og lærere havde kun deres erfaring derfra. Så pædagogisk gik man egentlig i gang på rutinen. Det store og mest nærliggende arbejde bestod i at gøre skolen til et godt værested for børnene, der var flyttet fra deres gamle miljø til noget fremmed og usikkert. Mange kræfter blev lagt, og bliver stadig lagt, i at lære accept, omsorg og næstekærlighed. Også over for dem, der er lidt anderledes eller blot er, hvad man kunne kalde ‘alternativt begavede.’

Friskolelovgivningen omfatter en mangfoldighed af skoler med lige så fantasifulde navne. Men man kan groft opdele i friskoler og private skoler. De to ord signalerer ikke det samme. Hvor privatskolen er noget med præstationer, konkurrence og høje karakterer, vil friskolen ikke blot være en skole for erhvervslivet, men skolen for hele livet. Vi mener, at de vigtigste menneskelige egenskaber ikke kan udtrykkes i talkarakterer. Denne holdning stemmer overens med principper om næstekærlighed, og den strider ikke mod faglighed.

Derfor har de grundtvigske skoletanker været til stor inspiration, og på den måde er Skjern Kristne Friskole også pædagogisk et led i den århundredgamle kæde af frie skoler, der bygger på det kristne livs- og menneskesyn. Den menneskelige og åndelige udvikling kan ikke skemalægges, men er selve grundlaget for den dannelse og uddannelse, skolen ønsker at stå for. Selv om tidsånden i dag blæser kolde og egoistiske vinde helt ind over skoleverdenen, og det fyger om ørene med målsætninger, resultatmålinger, profileringer og langtidsstrategier. Effektivitet og paratviden frem for alt, og alt skal kunne måles og vejes for at have værdi. For hvilken gavn har samfundet dog af, at læreren bruger tid på at snakke privat og fortroligt med sin klasse bag en lukket dør.

Det vil være en af friskolens vigtigste opgaver fremover at holde de umålelige værdier i hævd, og kæmpe for lige værdighed for alle. Den kristne menighed – for ikke at tale om alle de, der fulgtes med Jesus selv – har en overrepræsentation af ikke alt for vellykkede personer. Måtte det også kendetegne den kristne skole, at der er plads til de lidt skæve. Fordi her er der varme og kærlighed.

De første 25 år har været fyldt med udfordringer. Det vil fremtiden formentlig og forhåbentlig også være. Men årene har allermest været kendetegnet af fællesskabet. Der har altid været noget, der var brug for at stå sammen om, forhindringer der skulle overvindes og problemer, der skulle løses. De mange forældre gennem årene har haft denne fornemmelse af at trække på samme hammel. Og de ansatte har altid kunnet mærke det.

Skolen har stadig et kald og en gerning, og vil stadig være en lille, men ikke ubetydelig del af skolebilledet i området. Ikke et kald til at være sig selv nok, men være sig selv og gerne lidt anderledes.

Der har aldrig været tvivl om skolens grundlag, den faste forankring i Guds ord og troen på, at de bibelske retningslinier for menneskelivet er evigtgyldige. Derfor er der grund til at se tilbage i taknemlighed og fremad med fortrøstning.

Henning Sørensen,

Skoleleder 1974-99